For en tid siden, da helligheder var hvide og runde, og stak ud fra samfundet i en grad så dem der bar dem kunne blive helt flove ved det, var der i en by i England en mand som især satte pris på de små ting i livet.
Hver dag stod han op og gjorde sit morgentoilette, iførte sig sit tøj, og spiste en beskeden morgenmad, hvorefter han gik i gang med dagens dont med at tilse havens afgrøder og være venlig ved dem han mødte på sin vej.
Sådan havde det været i mange dage og år, og manden hvilede i sig selv i en ro, som var lindrende og inspirerende for dem som han var omgivet af.
* * *
En morgen da manden vågnede var der noget som føltes anderledes. Han så ned af sig selv og opdagede til sin forfærdelse at han var omgivet af et hvidt lys. Selvom han tog sin tykke og gode klædedragt på, kunne lyset stadig ses, så for første gang i al den tid han havde været den han var, trådte han ikke uden for sin dør en hel dag.
Næste morgen da han vågnede var lyset endnu kraftigere. Og han blev endnu en dag i sit kammer. Og dagene derefter fortsatte på samme vis.
* * *
Da manden endelig trådte ud af sit kammer fordi der ikke var plads til hans lys derinde længere, strålede han som en stjernesol, og bar sit lys, fordi han havde set at det var hans at bære. Hans frænder stimledes om ham, og førte ham i andagt til det helligste alter, hvor han blev stillet så han kunne se ud over dem som bad til ham.
Og som de bad, trådte en skikkelse med det samme lys ind i ham, og forenedes med ham, og de stod i hinanden og var.
Således gik det til at helligheden blev lagt i Glastonbury, og den nye tid kom til Avalon.
Tak, følte historien i hele kroppen og tak for wisdom og sandheder på siden.