Den dag var der kun én ting som talte.
Først stod jeg op, efter omhyggeligt at have slukket mit vækkeur, og i sine tusind stykker lagt det på gulvtæppet i soveværelset, med sporadisk afmålte mellemrum. Og tog mit tøj på, som jeg fandt liggende parat inderst i mit klædeskab, efter en overstået seance med en dybfølt trang til at berøre og derefter overhælde mine øvrige gevandter med acetone, og derefter sætte ild til det nede i køkkenet, hvor jeg af samme årsag sprang morgenmaden over.
Jeg havde følt denne dag komme, vokse sig frem af intetheden, gennem længere tid. Eller ret beset var det måske kortere tid, for siden det startede var der kun gået få dage. Men det er svært ikke at opfatte få dage som en evighed når tiden skiftevis går forlæns og baglæns, og jeg blev mere og mere tung der hvor jeg plejede at føle mig hjemme, så jeg følte mig helt rundt omkring mig selv.
Men nu følte jeg dagen. Komme. Det.
Jeg låste ikke døren, efter jeg havde sparket den af hængslerne, det virkede omsonst. Så jeg gik bare. Hen mod dagen, mens tiden gik forlæns og baglæns, og solen gryede mens månen blev fuld.
Og så mødtes vi. Og forenedes. Allesammen. Alle. Og vi blev tunge der hvor vi plejede at føle os hjemme, og følte os helt rundt omkring os selv. Og verden omkring os fulgte efter. Rundt og rundt. Forlæns og baglæns.
Og mens alt dette skete så jeg Fugl Føniks (ja, den fra eventyret, jeg ved det lyder vildt, men jeg er sikker på det var den), flyve op mod solen, og jorden blev varm under mine fødder. Og jeg vidste at vi var blevet frelst.
Så gik vi hjem igen, hver til sit, i vished om at vi ikke kendte hinanden.
Dagen efter havde jeg glemt hvad der skete, men kunne se min skytsengel smile. Jeg, der ikke troede på engle.
Speak Your Mind